Passer sadlen

Mål anlægsfladen – hvor lang må sadlen være?

Mål hvor lang din sadel må være. Tag fx to træktove. Læg det første, der hvor sadlens forsvidsel skal ligge. Du kan fx lægge din håndflade som en skål over hestens skulderblad med fingrene pegende bagud mod sadlen. så må sadlens forkant (eller det ene træktov) lige lægge sig på dine negle. Den bageste del af sadel-puderne må højst ligge så langt tilbage, som der hvor hestens bageste ribben sidder fast på rygsøjlen. Du finder det ved at føle fra hestens hoftehjørne og fremefter og nedefter til du støder på ribbenet (kan godt være lidt svært på overvægtige heste). Så følger du ribbenet op til rygsøjlen. På de fleste heste bøjer ribbenet temmelig meget fremefter, så sadellejet er noget mindre end man umiddelbart ville antage. Men det er altså kun der, hvor ribbens-kassen understøtter rygsøjlen, at hesten kan bære en ryttervægt. Og desuden ligger hestens nyrer umiddelbart bagved ribbenene, og det kan være rigtig ubehageligt for den at blive trykket i nyrerne under ridning.

Så uanset, hvor fleksibel en sadel man rider med – Må den ikke være for lang!!!

Det er afstanden mellem de to tove, målt langs hestens rygmuskel – altså ved siden af rygsøjlen målt i cm, der er anlægsfladen.

Anlægsflade og sædestørrelse

– Anlægsfladen hænger selvfølgelig sammen med sædestørrelsen. Men sædestørrelsen er ikke så præcist et mål. Fx kan en 17” sadel føles større eller mindre afhængig af om det er et åbent eller dybt sæde. Man måler fra pynteknappen forrest til midt på bagsvidslen i tommer. Sædestørrelsen skal passe til rytterens bagdel og anlægsfladen til hestens ryglængde. Den kortest mulige anlægsflade fås fx med hidalgosadlerne, der har sadelpuder sat på med velcro, så man kan sætte sadelpuder på, der er lidt kortere end det, der egentlig passer til sædestørrelsen.

Kan man ikke finde en sadel, der bliver kort nok til hesten, og hvor man selv kan være som rytter – bør man overveje om man er den rette rytter til den hest… De nyeste undersøgelser har i øvrigt vist, at en hest kun bør bære en rytter, der vejer op til en femtedel af hestens egen vægt. Dvs en hest på 500 kg kan bære en rytter på maks. 100 kg, og en islænder på 350 kg kan bære en rytter op til 70 kg!!! (upopulært – men sandt).

Man hører tit, at sadlen godt må være for lang, hvis den er bomløs. Det må den efter min bedste overbevisning IKKE. Uanset hvor blød eller fleksibel en sadel er, må den ikke ligge længere tilbage end der, hvor det bageste ribben sidder fast på rygsøjlen, for så kommer rytteren til at sidde delvist ovenpå hestens nyrer…!!!

En anden vigtig ting at holde sig for øje er, at det dybeste punkt i sædet er midt i sadlen, så rytteren bliver placeret tilstrækkelig langt fremme på hesten. Jeg ser desværre mange sadler, hvor rytteren bliver placeret på den bageste tredjedel af sadlen (tit fordi forsvidslen fylder utrolig meget). Når det sker, ser jeg oftest, at hesten trykker sin ryg og lænd ned, så bagbenene ikke kan gribe ind under hesten og bære vægten. Det ser nærmest ud som om rytteren pludselig vejer dobbelt så meget.

Hvor bred skal sadlen være? Kopfjernet bestemmer bredden…

Hovedparten af sadlerne fra Flexisadler er uden kopfjern og tilpasser sig selv til hestens bredde. Men der findes masser af sadler – også bomløse sadler, der har et kopfjern. Bredde måles tit i cm. Fx 28, 30, 32 eller 36 cm. Målet opstår, når man har et kopfjern, hvor hvert “ben” er 21 cm langt, så er breddemålet lig med afstanden mellem de to ben. Andre sadler hedder K1-K5, smal, mellem og bred osv. Der er formentlig ingen præcis angivelse knyttet til de mål. I princippet burde alle bredder måles som vinklen mellem de to ben og angives i grader – fx 90 grader, 120 grader osv., som de i øvrigt gør i Sverige…

Sadlens underlinje – lige eller med svaj?

Sadlens underlinje kan være lige eller have forskellige grader af svaj. Jo mere fleksibel sadlen er des mindre betydning har faconen. Er det en sadel med fast bom er graden af svajet meget vigtigt for om sadlen ligger korrekt – ellers kommer sadlen til at gynge frem og tilbage eller lave “bro”, hvor den kun ligger til og måske liefrem trykker hesten fortil og bagtil.

Vægtfordeling – trykfordeling – stødabsorbering?

Man snakker tit om, at en bomsadel er bedre til at fordele rytterens vægt. Jeg vil prøve at beskrive det med et par sammenligninger. Det er korrekt, at hvis man fx vil bevæge sig ud på tynd is, så er det godt med et par ski til at fordele ens vægt over et stort areal fremfor et lille punkt under en enkelt fod. Her er det godt, fordi den flade, man lægger skien på, er jævn og og trykket reelt bliver fordelt over hele skiens flade. En hesteryg i bevægelse skifter facon i løbet af bevægelsen, og så ligger en bom ikke 100% til hele tiden.

Jeg forestiller mig det som hvis jeg selv skulle bære en rygsæk. Jeg kan vælge mellem 3 rygsække.

En der er blød – fx lavet af stof og med smalle remme. Jeg vil kunne mærke alt, hvad der er i rygsækken og remmene vil være ret skarpe mod mine skuldre. Sækken vil følge mine bevægelser, men vil ikke yde mig nogen form for beskyttelse.

Den anden er lavet “vægtfordelende” med en bagside af træ ind mod min ryg, og op over mine skuldre, så remmene ikke kan bore sig ned i mine skuldre, og så skarpe genstande i sækken ikke kan skade min ryg – til gengæld vil den heller ikke følge mine bevægelser, Hver gang jeg spænder en muskel vil den støde ind i træpladen. Er træpladen formet præcis som min ryg vil det være nogenlunde til at holde ud – især mens jeg står stille, men er den, den mindste smule ude af facon, vil den nemt blive irriterende og forstyrre mine bevægelser.

Den behagelige rygsæk er den, der er godt polstret og har et vist hold, men er fleksibel nok til at følge mine bevægelser og absorbere de stød, der kommer fra indholdet i min oppakning.

Det er den balancegang man skal forsøge at finde med sin sadel…

Kammerbredde – afstanden mellem sadelpuderne

Det er vigtigt, at der er plads til hestens torntappe – rygsøjlen. Det er vigtigt, at der både er plads til siderne og over torntappene. Der kan godt være forskel på, hvor brede hestens knogler er, så nogle heste har behov for ekstra meget plads i kammeret. Ofte passer det med ca 7-9 cm i kammerbredden, og indimellem skal der mere til.

Det er også vigtigt, at der er fri plads over manken. Bærer hesten sig korrekt, og løfter sit brystben, vil mankebenet også løfte sig. – men nu bevæger vi os over i noget rideteknisk 😉